Kristine Agergaard, Billedkunstner og Kunstteoretiker
Det Overflydende Blik
Det feminine er en flydende, ahierarkisk substans, vandig som selve livets opståen. Mit livs spæde start var en tilværelse i vand i min biologiske moders livmoder. Gennem en ubrudt linje af slægtskab gennem mødres livmødre, æg og frø har jeg en dyb geologisk forbindelse til alle arter på planeten og vores alle sammens fælles ophav, urmoderen Havet.
Det feminine rækker langt ud over det kønnede, og selv om moderskabet er ufravigeligt kvindeligt, vil jeg insistere på det feminine som et princip, der ikke indskriver sig i en kønsbestemt dynamik. Ligesom vores urmoder Havet er et feminint flydende princip. Derfor knytter det feminine blik ikke an til mig som kvinde eller til kvindelighed. Det indlejrer sig ikke i et kønsbestemt modsætningspar, det vil ikke manifestere sig som en andethed, der adskiller sig fra det maskuline eller mandlige. Tværtimod, det er selve dikotomiens princip, jeg vil insistere på at overkomme, eller snarere oversvømme, med det feminine som princip (og derfor må betegnelsen blive det feminine blik fremfor det kvindelige).
Det feminine er en bevægelse, der vil nedbryde koloniale hierarkier, hvor en domineret part differentieres som andethed i relation til køn, seksualitet, race og arter. Feminismen får således, på trods af sin indlejrede modsætning til det maskuline (hvorfor navngivningen burde diskuteres), lov at være en ramme for det intersektionelle opgør. Som en ahierarkisk flodbølge på tværs af grænsedragninger, udvider det feminine som en Hydrofeminisme[1] perspektiverne for undertrykkelsens natur og tilbyder som immersiv tilstand en anden måde at relatere på.
Vand er både singulært og absolut kollektivt. Min unikke genetik kan aflæses i mit spyt og i min forplantnings sæd, mens det vand, jeg må drikke for at opretholde mit liv og som bliver ét med min singulære krop, er filtreret gennem generationer af mikrober, dinosaurer og træer og har slebet planetens unge lavaklipper til det sand, der på strandene møder Havet i en uendelig elskov.
Vand gennem - og oversvømmer forskelligheder og ophæver distinktionen mellem det singulære og det kollektive. I denne både-og tilstand udveksles og udviskes grænser. Min tilstand som individ er så flydende, at jeg i mig selv rummer altet. Jeg kan som konsekvens ikke fravælge eller tilvælge, jeg er en åben sluse.
I centrum af antikkens Rom fandtes der en helligdom, hvor man dyrkede gudinden Venus Cloacina, en hybrid mellem den arketypiske kærlighedsgudinde Venus og kloakgudinden Cloacina. Etymologisk knytter det latinske navn Cloacina sig til at rense (cloara) og kloak (cloaca), en forbindelse, der ophæver det blik vi fra vores tid og samfund kaster på det, der udsondres som affald og føres væk. At kloakken, der flyder med ekskrementer og skrald, forbindes med renselse, afslører, at det rene ikke eksisterer uden det stinkende og frastødende. Cloaca Maxima, Roms store kloak, var hellig for romerne, for vandet, der bugtede sig under byen som en underjordisk flod, var levende.[2]
Ved ruinen fra det lille tempel Venus Cloacina løber der den dag i dag stadig en kloak. Den er ildelugtende og ildevarslende, men jeg må hengive mig til den væmmelige stank fra underverdenen og begive mig ned gennem den slimede, beskidte tunnel. Måske kun ved at hengive mig til det mørke råd kan skønheden, som sarte liljer, vokse frem, som Venus, der fødes af havets skum. Jeg dykker dybt ind i Venus’ klistrede vulva, der som en gigantisk konkylie beklædt med fedtede alger og søgræs ubesværet favner både snavs og skønhed. Dette er renselsen: jeg overgiver mig til det ukendte, den dunkle underverden, i overskridelsen af modsætningen mellem tiltrækning og frastødning.
Kloakken, den underjordiske flod, er et rhizomatisk netværk af årer, der forbinder lort og drikkevand og videre til det omsluttende og gennemstrømmende vand, Havet, vores moder, vi ikke kunne leve uden. Det feminine blik tillader denne altfavnende, ikke-differentierende tilstand. Men det er ikke en subjektiv betragters blik. Det er et åbent, spejlende gaze, der kollapser dualiteten mellem beskuer og beskuet. Det er den immersive tilstand, hvor verden og jeg flyder sammen.
Vandet fra mine kropsvæsker, fra den store kloak, fra urmoderen Havet, rammer kysten, føres af viadukter og kanaliseres til de bade, der vasker vores kroppe. I De Syv Vises Bade[3] i det antikke Ostia ved kysten tæt på Rom, hvor det mægtige Romerske rige forbandt sig gennem søvejene til handel med dets provinser, blev kroppe badet i fællesskab. I et af bassinerne kan man stadig se et maleri af Venus, der stiger op fra Havet. Venus påminder, hvordan det guddommelige fremkalder en urhukommelse om vores enhed med elementerne. Hun bevidner, hvordan vores nøgne, badende kroppe mødes i en kollektiv, rituel afvaskning, der forbinder os til vores urmoder, Havet. Et fællesskab og en sensuel sanselighed, der synes som en ultimativ afvisning af den imperiale magt, der udspillede sig fra Ostias veludbyggede havnefront.
Det feminine blik i byens rum er et overflydende blik, en tilstand, hvor vi forbindes i en flydende by gennem floder, kanaler, viadukter, kloakker, slim, savl og sperm. Dette overflydende blik står ikke i modsætning til noget andet, men det er både et opgør med afstanden og andetheden og med den gode smag, der definerer tiltrækning og frastødning, for igennem sit gennemstrømmende nærvær i vores kroppe, kan vi åbne sluserne, berøre og lade os berøre.
Kristine Agergaard er kunstteoretiker og billedkunstner. Hun udgør ene halvdel af kunstnerduoen J&K sammen med Janne Schäfer. Teksten er baseret på erfaringer, der stammer fra kunstnerduoen J&Ks aktuelle research om vand som en levende organisme med eksempler fra møder med vandkroppe under Agergaards ophold på Det Danske Institut i Rom, maj 2023.
[1] Således navngivet i teksten af samme navn. Astrida Neimanis: “Hydrofeminism: Or, On Becoming a Body of Water” i Undutiful Daughters, Palgrave Macmillan, 2012
[2] Amelia Soth: Venus of the Sewers, JStor, September, 2021, med reference til historiker John Hopkins.
[3] Min oversættelse af Terme dei Sette Sapienti, Ostia Antica.